Så er jeg blevet et år ældre, og der er sket meget i mit liv det sidste år siden vi flyttede til Ringsted. Jeg er begyndt at ride ude hos Anette på Ditlevhøjs rideskole. "Min" hest hedder Mulle - det er ikke min hest, men Anettes, men jeg vil kun ride på Mulle. Mulle er meget forelsket i min fars lommer, for han har altid guf med til hende. Min far er stadig skide-bange for heste, og I skulle have set ham oppe på Mulle første gang. Anette, Louise og min mor grinede så meget at de næsten tissede i bukserne. Ham far er ikke så høj i hatten, når han sidder på en hest.

I starten af mit 4. år fik vi endelig for første gang bevilliget hjælpere til mig og min familie. Godt nok ikke ret meget, og det har da også været svært at finde nogen jeg synes om skal passe mig. Der har været et par søde piger, men de bliver ikke så længe. Dog er der én, der holder ved hver weekend, min Rømer. Hun er en hård banan og kræver meget af mig, og så siger hun at det er for min egen skyld!!! Mig… skal jeg lave noget?? Jeg er her fordi jeg ser hammer-godt ud!! Hun tæsker mig igennem stuerne i min walker, og hun bliver ikke så let træt. Selv når jeg skælder ud, pisker hun mig af sted - den slavepisker! Nå. Men jeg er nu også meget glad for hende - hun er ret god til at lave fis og ballade og sige sjove ting.

Jeg har også kørt et par "fysser" i sænk i løbet af året. De skal jo ikke tro, de er noget, selv om de får penge for at træne med mig. Jeg er dog meget smidig siger Marianne - min fys - og hun er accepteret. Hun kan dog kun være her indtil det bliver sommer.

Nå, men jeg skal jo også være storebror til foråret 2004, siger min mor og far. Det vil altså sige, at vi skal have en skrigeunge ind i huset, der kan holde os vågne om natten. Jeg glæder mig meget til at blive storebror, for det er noget at være stolt af siger mor, og så bliver jeg den store der kan bestemme. Jeg vil ha' en lillebror, og ikke en lillesøster med pigelus! Piger kan ikke lege med biler og spille fodbold!

Den 1. april kom han så - min lillebror. Han er da meget sød, og jeg er stolt over, at han er min. Min mor måtte blive 4 dage på hospitalet, for en eller anden havde skæret i hendes mave, og så måtte hun ikke komme hjem. Vi har ellers plaster herhjemme - far kommer jo tit til skade! I de 4 dage mor ikke var hjemme måtte jeg passe min far, og vi har etableret et fint hierarki: Jeg skriger, han reagerer, og jeg får min vilje... Nej, sådan er det slet ikke i virkeligheden; vi kom rigtigt godt ud af det og har haft en rigtig god mandetid sammen.

Vi holdt barnedåb for min lillebror i juli måned, og han kom til at hedde Laurits. Han får snart sin egen hjemmeside siger min far, han skal bare lige lave min først. I august var det så mig der blev fejret, og jeg havde en rigtig god dag. Min nye veninde Mille var her sammen med alle mine gæster, og Rømer hjalp mig med at puste lysene ud på min lagkage.